Livsstil og forbrug

Tilbagebetaling er forsinket

Rudersdal Kommune arbejder på at tilbagebetale for meget opkrævet betaling til nuværende og tidligere beboere på kommunens plejecentre og midlertidige pladser.

Men arbejdet med at få fastlagt en procedure for udveksling af de nødvendige oplysninger i sager, hvor borgeren er gået bort, er trukket ud og har forsinket tilbagebetalingen.

Kommunalbestyrelsen i Rudersdal Kommune har allerede godkendt, at kommunen vil tilbagebetale for meget opkrævet betaling for de såkaldte servicepakker i perioden juli 2017 til december 2020. Servicepakkerne omfatter borgernes egenbetaling for kost, rengøringsartikler, vinduespudsning, linnedservice og tøjvask.

Tilbagebetalingerne til de ca. 1250 nulevende borgere, som havde penge til gode, er i gang og forventes afsluttet primo oktober måned.

Samtidig har kommunen i fællesskab med Skifteretten arbejdet på at få fastlagt en procedure for tilbagebetaling til de åbne dødsboer og ægtefæller i uskiftet bo, som også er omfattet af kommunalbestyrelsens beslutning om tilbagebetaling.

Arbejdsgang med Skifteretten er nu på plads

Kommunen har nu efter længere tids dialog med Skifteretten, fastlagt en sikker arbejdsgang for udveksling af oplysninger i forhold til dødsboer, hvor der er opgjort et tilbagebetalingskrav.

Det betyder, at kommunen har fået de data fra Skifteretten, som gør det muligt at finde de nødvendige oplysninger på de efterladte. Det er derfor kommunens aktuelle førsteprioritet, at få alle sager færdigekspederet, så borgerne og borgernes efterladte kan få de skyldige beløb udbetalt. Dette sker hurtigst muligt og inden udgangen af oktober måned.

Kommentarer