Rudersdal Kommune fraråder fiskeri i Mølleåen
Region Hovedstaden har konstateret indhold af PFOS.
Region Hovedstaden har den 5. november 2021 orienteret Rudersdal Kommune om foreløbige data, der viser overskridelse af grænseværdien for det giftige stof PFOS i Mølleåen.
Koncentrationen af PFOS på prøvelokaliteterne i Mølleåen er målt til mellem 18 og 36 ng/L og overskrider dermed den gældende grænseværdi for ferskvand på 0,65 ng/L. Til sammenligning er der målt op til over 30.000 ng/L i Slagelse Kommune.
Fødevarestyrelsen fraråder på baggrund af Region Hovedstadens orientering at spise fisk fanget i Mølleåen pt., og Rudersdal Kommune fraråder derfor fiskeri i Mølleåen.
Målingerne er del af en igangværende landsdækkende undersøgelse af overfladevand, som inkluderer to lokaliteter i Mølleåen ved hhv. Lyngby Hovedgade 10-12 og Ørholm Værk. Region Hovedstaden forventer at afrapportere endelige resultater og vurderinger i slutningen af 2021.
Læs mere om PFOS på Miljøstyrelsens hjemmeside
Stofferne er også fundet på tidligere industrigrunde
Stofferne er desuden fundet på grunde, der tidligere har huset forskellige typer industri, herunder forkromningsindustri, træindustri, møbelindustri og renserier samt fyld- og lossepladser, som ifølge Danske Regioner anses som de stærkeste forureningskilder.
Stofferne findes derfor i miljøet, hvor de bioakkumuleres og stort set ikke nedbrydes.
Rudersdal Kommune har ikke kendskab til tidligere målinger af PFOS i vandmiljøet, da det ikke (før nu) har været et stof, der analyseres for i vandmiljøprøver. Konsekvenserne af de målte værdier af PFOS kan derfor ikke afgøres på nuværende tidspunkt for de pågældende lokaliteter.
Mulige kilder til forurening er ikke vurderet
Regionen har endnu ikke vurderet mulige kilder til forureningen, og Rudersdal Kommune kan ikke udpege en oplagt kilde ud fra de oplyste data.
Rudersdal Kommune koordinerer sagen med Lyngby-Taarbæk Kommune, der er i dialog med Miljøstyrelsen, Fødevarestyrelsen og Styrelsen for Patientsikkerhed.
Kommentarer