Debat og politik

Nyt projekt skal fremme trivsel via kultur og natur

Projektet Kulturligvis, der nu starter op i Rudersdal Kommune, skal anvende kunst, kultur og natur som veje til fællesskab og mental sundhed.

Erfaringen fra kommuner i både ind- og udland viser, at kunst, kultur og natur med fordel kan bruges i sundhedsindsatsen til at fremme trivsel og mental sundhed hos borgerne. Der er nemlig god dokumentation for, at kunst, kultur, kreative aktiviteter og friluftsliv kan have en positiv effekt på både psykisk og fysisk sundhed.

Derfor vil Rudersdal Kommune sammen med en række eksterne samarbejdspartnere nu afprøve en indsats, hvor borgerne prøver kræfter med sociale aktiviteter indenfor kunst, kultur og natur. Projektet støttes af 15. Juni Fonden, der har givet et tilsagn på 300.000 kr.

”Målgruppen er borgere, som har særlige udfordringer, og som kan have gavn af nye fællesskaber og gode oplevelser – typisk borgere med udfordringer i forhold til trivsel og ensomhed. Det er hos dem, at vi mærker et behov og en efterspørgsel Jeg er meget spændt på at se resultaterne,” siger Kristine Thrane, formand for Kultur- og Fritidsudvalget (A).

Med i fællesskaberne

Formålet med projektet ”Kulturligvis – kunst, kultur og natur som veje til fællesskab og trivsel” er at øge trivsel og mental sundhed samt udvide sociale netværk hos deltagerne. Hensigten er, at deltagerne bliver en del af et fællesskab og får succesoplevelser gennem deltagelse i aktiviteter indenfor kunst, kultur og natur samt inkluderes i fritids- og foreningslivets fællesskaber.

Dertil kommer en ny ledsagerordning, hvor målgruppen med en frivillig ”kulturven” inviteres til at deltage i tilbud indenfor kunst, kultur og natur. Ideen til kulturven-ordningen opstod hos den klassiske musikfestival Rudersdal Sommerkoncerter, som også er involverede i projektet.

Indsatsen udvikles og afprøves i et samarbejde mellem kommunens forvaltningsområder, Væksthuset, Frivilligcenter Rudersdal samt en række foreninger. Derudover er nogle af de kommuner, som var med i Sundhedsstyrelsens projekt ’Kultur på recept’, sparringspartnere, da Kulturligvis bygger videre på erfaringerne fra disse projekter. 

Der vil undervejs blive gennemført en evaluering af projektet med fokus på indsatsens organisering samt deltagernes tilfredshed og udbytte.

Kommentarer