Samfund

Kom og hør om planer for Høsterkøb kirkegård

Borgermøde om udviklingsplan afholdes tirsdag den 7. september.

Sammen med kommunens fire øvrige kirkegårde er det planen, at også Høsterkøb Kirkegård skal udvikles over de næste mange år.

Det vil Rudersdal Kommune rigtig gerne fortælle borgerne i lokalområdet om, men på grund af Corona-restriktioner var det desværre nødvendigt at aflyse det planlagte borgermøde, som skulle have været afholdt før sommerferien.

Mødet finder sted på Høsterkøb kirkegård tirsdag den 7. september kl. 17-18.30, hvor alle er velkomne til at deltage, høre om de konkrete planer for stedet og komme med deres input.

Efter en introduktion til planerne kan deltagerne komme på en tur rundt på kirkegården for at belyse nogle af de tanker, der er i oplægget, og gøre disse mere konkrete.

Man kan læse mere og melde sig til mødet på:

‌www.rudersdal.dk/planer-for-kirkegaardene‌

Ændret begravelsesmønster

En del af baggrunden for udviklingsplanerne er, at begravelsesmønstret ændres – med færre kistebegravelser og flere urnenedsættelser. Det betyder, at kirkegårdene med årene vil ændre udtryk.

Samtidig har de behov for at forny beplantning og anlæg, og derfor giver det mening at arbejde langsigtet – over flere årtier – med en plan for udvikling og fornyelse. De konkrete planer vil blive realiseret gennem den løbende drift af kirkegårdene.

Endelig er der ønsker om mere frodighed og biodiversitet samt et ønske om at bevare de kulturhistoriske elementer på kirkegårdene.

Eksempler på forslag til konkrete projekter

I udkastet til plan for Høsterkøb kirkegård nævnes blandt andet ønsket om at udnytte skovkirkegårdens store potentiale som både begravelsesplads, naturområde mv.

Et konkret forslag går på at etablere lysninger og løbende foretage en gradvis udtynding af bøgetræerne. Desuden vil der blive skabt nogle udkig over markerne.

Et andet forslag handler om at renovere den eksisterende fællesgrav og på sigt etablere siddepladser på udvalgte steder med udsyn.

Kommentarer