Fremtidens Toftevang
Kære Claus Bangsholm,
Tak for dit indlæg 21. juli i Sjællandske Nyheder: 2 spalters polemisk udenomssnak baseret på gamle minder uden et eneste konkret, fremadrettet forslag.
Det er uforståeligt for mig, hvorfor du har behov for at tale så dårligt om Toftevang. Mener du virkeligt, at myter og mistillid er vejen frem? Hvis du holder af skolen, hvorfor bakker du så ikke skoleledelsen og den forældrevalgte skolebestyrelse op i deres vigtige arbejde med den forandring og retning for fremtiden, som skolen er i?
Jeg kan love dig for, at jeg tænker på Toftevang. Jeg tænker på alle kommunens skoler, og jeg går ind i de udfordringer, som de står overfor med en klar ambition om skoleudvikling og skoler, der er bedre i morgen, end de var i går.
Vi har før debatteret skolestruktur. Du argumenterede imod forandringer, mens jeg fastholdte, at udvikling var nødvendig i form af en ny skolestruktur. Jeg glæder mig ofte over, at du ikke fik ret. For så havde vi i dag ikke haft Birkerød Skole, der er blandt kommunens bedste.
Og jeg påtager mig naturligvis et politisk ansvar for at udvikle Toftevang, når jeg kan se, at elevtallet falder, og kun én klasse stiller til skolestart – samtidigt med at skolen kæmper med et økonomisk underskud. At forestille sig at “de gode gamle dage” kan fortsætte på den baggrund, er efter min opfattelse naivt og uambitiøst.
Her var og er den rigtige beslutning den sammenlægning, der nu er vedtaget, og som udover at fremtidssikre en fortsat lokal skole i hjertet af Birkerød, skaber solide rammevilkår. Det kan man da godt bagatellisere til et “regneark”, men i virkelighedens verden handler det om økonomi, stabilitet og muligheder for bedre undervisning. Læg dertil den udvikling af udskolingen, der er på vej, og som vil styrke Toftevangs position samt skabe et stærkt og inspirerende fagligt miljø for de ældste elever.
Så, jo – jeg tænker på Toftevang, jeg tror på Toftevang, og jeg står 110 procent ved den beslutning, der er truffet. Fortsat god sommer.
Kommentarer