Debat og politik

Fra Hamsterhjul til Klimahandling

Af Nanna Høyrup, Alternativet

Folketingskandidat, Nordsjællands Storkreds

Tiden kalder på politik der favner forbundetheden mellem de mange kriser vi står i som land og verden. Blandt andet velfærdskrise, trivselskrise og klimakrise.

 

Og her skal den børne og familiepolitiske vinkel med, som handler om det helt almindelige hverdagsliv. Hvis vi gennemfører en bæredygtig børne- og familiepolitik med trivsel, omsorg og nærvær i centrum, kan det øge glæde og overskud i hverdagen, så vi kan fremme den grønne omstilling i hjemmet. Klimapolitik, er også familiepolitik, for vi skal fra hamsterhjul til klimahandling!

 

I Alternativet har vi videreudviklet på vores børne og familiepolitiske udspil Tid, Nærvær, Frihed. Det er en socialt bæredygtig børne- og familiepolitik, og med den stigende mistrivsel, ligger vejen til at få det godt, i at skabe mere tid og rum til at pleje de nære relationer og skabe meningsfyldte familieliv med nærvær, samvær, kys og kram.

 

Vi bliver samtidig nødt til også at indrette arbejdsmarkedet, så det i langt højere grad tilpasser sig til Danmarks borgere og ikke den anden vej rundt. Ret til deltid, 30 timers normarbejdsuge og ret til flere “barnets sygedage”. Ingen forældre må være så pressede, at de føler sig nødsagede til at aflevere deres syge barn i daginstitution.

 

Vores daginstitutioner er pressede. Og vi kan ikke undvære dem. De er en bærende institution, der trænger til omsorg. De udgør en del af samfundskontrakten der gør at forældre kan gå på arbejde. Og med ro i maven, velvidende at deres børn er i tryghed. Det handler også om børnenes rettigheder. Vi har en dagtilbudslov som udfordres af de alt for få pædagoger og mangelfulde omsorgsmiljøer. Vi skal skabe rammer, der gør at børn får de bedst mulige forudsætninger for at trives. Og her hører selvfølgelig reelle minimumsnormeringer i børnehøjde i alle vores daginstitutioner, kommunale som private.

 

Vi er samtidig i en situation med mangel på pædagoger og rekrutteringen er udfordret rundt om i landet. Derfor er en del af normeringskabalen, foruden et langt mere børnefamilievenligt arbejdsmarked, at sikre mulighed for andre former for pasning. Så kan vi lette presset på børnehaver og vuggestuer. Blandt andet bør vedtages en landsdækkende tilskudsordning til pasning af eget barn, i en model hvor det er muligt at tjene penge ved siden af. Tænk hvordan den mulighed kunne fremme iværksætterdrømmen der spirer imens man eksempelvis på barsel, og lade ideerne folde sig ud, sammen med familielivet i det tempo der er bæredygtigt?

 

Det er helt essentielt for et bæredygtigt samfund, at værne om familiernes frihed til at vælge det, der passer bedst til dem. Vi skal have ligestilling mellem pasningsformer. Frihed og meningsfuldhed i hverdagen er godt for vores trivsel, som øger lysten og energien til at være en større del af vores lokalsamfund. Engagementet i frivillig- og foreningslivet udgør den relationelle velfærd, som vi ikke betaler for på anden vis, end tiden vi bruger sammen.

 

Kommentarer