Erhverv

Forbedret rekruttering og større borgertilfredshed

Erhvervsudvalg gør status efter fire års politisk arbejde med fokus på at forbedre vilkårene for erhvervsvirksomhederne i kommune og øge tilfredsheden blandt de borgere, der er i kontakt med Jobcenteret.

Erhvervsudvalget gjorde på sit seneste møde status over de seneste fire års politiske arbejde. Et arbejde som navnlig har været rettet mod at forbedre vilkårene for at drive virksomhed i kommune og mod at øge tilfredsheden blandt de borgere, der er i kontakt med kommunens Jobcenter.  

På de fleste af udvalgets fokusområder er der grund til at være tilfreds med udviklingen. Det gælder blandt andet den oplevelse, borgere har, når de er i kontakt med kommunens jobcenter. I 2021 er der gennemført en kvalitativ borgerundersøgelse, som har haft til formål at undersøge, om jobcenteret opleves som en relevant, attraktiv og kompetent samarbejdspartner for kommunens ledige eller sygemeldte borgere. Der har dermed ikke været tale om en tilfredshedsundersøgelse, men om en undersøgelse som primært ser på samarbejdet og kommunikation mellem borger og kommunen.

Bedre relation til sagsbehandler

Undersøgelsen er en opfølgning på en lignende undersøgelse fra 2020. Den seneste undersøgelse bekræfter en positiv udvikling, og at borgerne er blevet mere tilfredse med relationen til deres sagsbehandler og herunder også oplever færre skift af sagsbehandler. Netop sagsbehandlerne beskrives i undersøgelsen i høj grad i dag som aktivt lyttende, imødekommende og anerkendende overfor borgerne og deres situation. Ligeledes er borgerne tilfredse med deres forløb hos kommunens samarbejdspartner Væksthuset, som hjælper borgere, der har problemer udover ledighed. Tilfredsheden med Væksthuset synes at ’smitte af’ på Jobcenteret – som de interviewede borgere anerkender for at henvise til gode og relevante tilbud.

Formanden for Erhvervsudvalget, Randi Mondorf, siger:

”Det er glædeligt, at den styrkede indsats i forhold til at forbedre relationen til den enkelte borger, som jobcenteret er i kontakt med, giver synlige og positive resultater. De to gennemførte undersøgelser bidrager til vores samlede læring og forståelse af den ofte vanskelige situation for den enkelte borger. Det er vigtigt, at sagsbehandlerne møder borgerne på en måde, som motiverer og engagerer og er nysgerrige på borgerens eget perspektiv. Det kan også være at sikre, at borgeren føler sig hørt og inddraget, også dér hvor borgerens ønsker måske ikke synes mulige inden for lovgivningens rammer.”

Besparelser på mere end ni mio. kroner

Et andet af udvalgets fokusområder har været vilkårene for at drive virksomhed i Rudersdal Kommune. Opsvinget over de seneste måneder betyder, at mange virksomheder har hårdt brug for arbejdskraft, hvilket tydeligt ses på ledigheden blandt de jobparate målgrupper, hvor situationen er tilbage til 2019 og endda bedre for nogle. Et synligt resultat af det og af kommunens indsatser, er at Rudersdal Kommune i dag har 130 færre (opgjort som fuldtidsstillinger) på kontanthjælpsydelser end det kunne forventes ud fra kommunens socioøkonomiske sammensætning.

Randi Mondorf uddyber:

”De seneste par år har i høj grad været præget af corona, og det har også fyldt i udvalgets overvejelser. På det seneste har vores fokus navnlig været på den stigende mangel på arbejdskraft, og hvordan vi bedst muligt hjælper de lokale virksomheder. Et afledt resultat af den skærpede indsats er, at vi i dag har 130 fuldtidspersoner færre på kontanthjælp end kommunen forventes at have. Det svarer til en årlig besparelse på knapt ti mio. kroner til forsørgelsesudgifter. Den indsats er vi som samlet erhvervsudvalg stolte af at have medvirket til igennem de sidste fire år”

Kommentarer