Birkerød

Birkerød Kulturnat fejrer 25 år med spækket program

Kulturnatten byder på et tæt program med arrangementer fra klokken 10 til 22. Fotografik: Kulturparaplyen

Fredag den 9. september går endnu en festlig kulturnat i gang i Birkerød, og hele byen  spiller med. 

Programmet er mindst lige så stort som sidste år, som ellers var rekord med 90 punkter i  programmet og omkring 7000 besøgende. Hertil kommer de hundredvis, der laver de forskellige events rundt i hele bymidten. 

Der er både velkendte og spændende nye ting i programmet.  

Cirkus Luna undeholder. Pressefoto

Det’ for børn

Ikke mindst for børn er der mange muligheder for oplevelser og kreativ aktivitet rundt i  byen. Børnene inviteres også til klovneshow med Cirkus Luna på Birketorvet.  

Børn har også gode muligheder for at have det sjovt med bevægelse med bl.a. RUBA,  Søllerød Gold Diggers, Rudersdal Balletskole og Birkerød Basketball. 

Som noget nyt kan man i år også møde Limenas og Teatermejeriet, som begge arbejder  med at lave forestillinger for børn og unge. 

I år er der også særligt mange spændende foredrag. Det er biblioteksscenen, Store Sal,  læsesalen, Dambakken, Bog & Ide og i Sognegården. Flere at dem har en kvinde-vinkel – ligesom udstillingen hos Birkerød Kunstforening.  

Kulturnatten er også stedet at møde Rudersdals aktive foreninger, partier og andre  engagerede folk. Det gør du især i foyer ved biblioteket og vejen foran kirken, hvor du  også kan møde den lokale betjent og brandvæsen.

Oplev Little  Jump på stor scene på Majpladsen. Foto: Kulturparaplyen

Lidt go’ musik…

Der vil være musik og sang mange steder – ikke mindst Rudersdal Big Band og Little  Jump på stor scene på Majpladsen, kor og jazz i Toftevang, klassisk musik i Store Sal og  Nour Amora i Mantziushaven.  

Der vil i samarbejde med Birkerød Bymidte være en livlig Hovedgade med åbne butikker og arrangementer rundt i bymidten. Der vil også være en særlig udgave af Torvedagene. 

Og som sagt spiller hele byen med! Det er derfor programmet er så stort i forhold til  byens størrelse. Foreninger, kunstnere, musikere, butikker, kommunen (især bibliotek,  Ung i Rudersdal og Mantzius) og mange andre byder på spændende arrangementer.  

Du vil i den kommende tid kunne finde det trykte program på biblioteker, kultursteder,  butikker m.m. – især i Rudersdal, men også i nabokommunerne. Der er arrangementer  af alle slags – også mange for børn og unge. – Og der er gratis adgang! 

Læs hele programmet her

Foruden de mange programsatte arrangementer byder Kulturnatten også på masser af forskellige events rundt i hele bymidten. Foto: Kulturparaplyen

 

Kommentarer