Livsstil og forbrug

Behov for flere elladestandere – fortæl os hvor de skal være

Muligheden for at oplade sin bil i det offentlige rum skal styrkes – en strategi skal sætte rammen for, hvordan det kan ske.

Et helt centralt element i den kommende klimahandlingsplan – og dermed den grønne omstilling – er at skaffe flere elbiler på vejene, da transport er en af de helt store syndere i udledningen af CO2.

En forudsætning er, at borgerne kan lade deres elbil op. Det er et ønske, som kommunen får mange henvendelser om.

Derfor sætter Rudersdal Kommune nu fart på at udarbejde en strategi for elladestandere på offentlige arealer.

Du kan give dit bidrag ved at fortælle os, hvor du synes, der med fordel kan opstilles en elladestander i det offentlige rum. Læs mere og marker placeringen på et kort.

SAMMEN OM RUDERSDAL

Eksisterende muligheder for opladning

Nedenstående steder er der i dag mulighed for offentlig tilgængelig opladning:

● DTU Science Park, Venlighedsvej: To ladepunkter

● DTU Science Park, Agern Allé: To ladepunkter

● Vedbæk Station, p-plads: Fire ladepunkter

● Skodsborg Station: To ladepunkter

● Nærum Station: To ladepunkter

● Holte Midtpunkt: Fire ladepunkter

● Birkerød Hovedbibliotek: Fire ladepunkter

● Ebberød: Otte ladepunkter er under planlægning, forhåbentlig kan de implementeres inden sommerferien.

Mange har ikke mulighed for privat opladning

”Vi kan se, at antallet af elbiler i Rudersdal stiger markant, og samtidig efterspørger flere og flere en mulighed for at lade op i det offentlige rum. Det er naturligvis især et behov for dem, der ikke har mulighed for at have en elladestander i deres indkørsel”, siger Court Møller (B), formand for Klima- og Miljøudvalget.

”Derfor er jeg glad for, at det praktiske arbejde snart kan gå i gang med at beskrive, hvordan en god infrastruktur for elladestandere kan se ud.”

Kommunen vil udbyde arealer til private aktører

Udvalget har på denne baggrund indstillet til Økonomiudvalget og kommunalbestyrelsen, at der i år gives en anlægsbevilling på 2,5 mio. kr.

Pengene skal bl.a. bruges til at udbyde udvalgte kommunale arealer, hvor private aktører kan få mulighed for at etablere og drive offentligt tilgængelige ladestandere. Der skal også etableres elladestandere ved kommunale institutioner med mere end 20 parkeringspladser.

I det videre arbejdet vil Rudersdal Kommune inddrage borgere, grundejerforeninger, boligforeninger, handelsstandsforeninger og kommunale institutioner. Særligt de mange boligforeninger i kommunen har også en stor opgave de skal løse, og her kan kommunen måske hjælpe med inspiration til at komme godt i gang med opgaven. 

Ny lovgivning – nye muligheder

Også næstformand i Klima- og Miljøudvalget, Dorte Kollerup Nørbo (F), er positiv over for de muligheder, en strategi på området giver:

”En bred landspolitisk aftale fra efteråret 2021 betyder, at en kommune som Rudersdal får flere muligheder for at kunne stille ladestandere til rådighed for borgerne”, siger Dorte Kollerup Nørbo.

”Dels kan vi med ny lovgivning stille ladestandere til kommunens egne biler til rådighed for både borgere og medarbejdere i perioder, hvor de ikke benyttes til kommunens egen opladning. Dels kan kommunen i visse situationer medfinansiere et projekt, hvis der ikke er tilstrækkelig interesse fra private leverandører.”

Kommentarer